Jeg modtog idag
dit seneste brev just som jeg vilde skrive dig til. Dine breve kommer altid rigtig frem og når jeg, som du siger, ikke berører det, du skriver om, så mener du vel dermed
det politiske. Men dette har
Sigurd en gang for alle påtaget sig at holde dig
à jour med. Han er jo meget mere inde i de sager end jeg. – Ja, af aviserne véd du altså at
fru Collett er død. Under
sygdommen fik ikke andre end børnene adgang til hende. Men jeg traf næsten daglig sønnen
Robert på gaden og han sagde at hun uafladelig lå og talte om
Welhaven og om os og om
|
| Faksimile |
samværet med os i udlandet. Igår fandt
bisættelsen sted i kapellet. Ovenpå kisten lå, foruden
dronningens krans, en stor pragtfuld blomsterkrans fra dig, med lange hvide silkebånd med
guldbogstaver: «Hilsen til Camilla
Collett fra fru Suzannah
Ibsen». Fra mig en stor laurbærkrans med bånd i nationalfarver. For øvrigt kom der blomster og kranse i stor mængde. Det nærmere vil du sé af de medfølgende
aviser. – Til den skrækkelige dag,
den 20de Marts, skal
Bergliot få skalte og valte efter bedste skøn, siden du så vil have det. Og jeg skal modtage alle, selv
spionerne, så høfligt, som det er mig muligt. Jeg vil håbe at ikke
Falsen kommer.
Dorothea og
Magdalena ligger
|
| Faksimile |
i
influenza; så de er jo forhindret. De er forresten, efter hvad jeg hører, flyttet til Parkvejen.
Herman har forvredet sin fod og kan ikke gå ud. – Og så kan jeg da fortælle dig at
tredje oplag af «Lille Eyolf» er
under trykken og rimeligvis udkommer i næste uge. Imorgen aften
opføres stykket for første gang i København.
Hegel har
hos
Eilif Peterssen bestilt et stort portræt af mig, som jeg i disse dage sidder model til. Her er en meget udbredt epidemi af influenza i byen. Men jeg har
hidtil ikke mærket noget til sygdommen. Søndag aften var her ildebrand ovenpå i
fru Bjørns pensionat. De havde overfyldt en lampe, som da naturligvis exploderede.
|
| Faksimile |
Brandvæsenet rykkede frem og der var svært spektakel og skrig på trapperne; men ilden blev snart slukket. – I
den store udstilling har jeg købt et mesterligt billede af
Chr. Krogh. Det er egentlig
et portræt af
Strindberg; men Sigurd kalder det «Revolutionen» og jeg kalder det «Det frembrydende vanvid». Det var forresten Sigurd, som tilskyndede mig til at købe det da jeg kunde få det for en forholdsvis så fabelagtig billig pris som 500 kroner. Hos
Sigurds
står alt vel for tiden. Bergliot har været så snil at forære mig både
gammelost og nedlagt sild og dejlig ribbenssteg, som jeg
froder mig med om aftenen. – Gid nu bare du også må have det rigtig godt dernede. Mange hilsener fra din hengivne
H. I.